Det siger eleverne…

“Hedens Efterskole er god, hvis man har haft svært ved at gå i skole tidligere, og man synes, det er svært med mange mennesker og store klasser.”
Jeg synes, det er meget rart at gå her. Der er andre her, der har de samme udfordringer som mig. Jeg har tidligere gået på specialskole, men der blev jeg ikke udfordret nok fagligt. Det gør jeg her. Selvom det er en almen efterskole, bliver der taget hensyn.
De voksne er meget søde og venlige og gode at snakke med.
Der er et godt fællesskab her, og fordi vi ikke er så mange, så kender man alle.
Pige, 9. klasse

“Her har jeg venner, og jeg er glad.”
Det er et godt sted at være. Maden er god, og næsten alle er søde. Jeg er blevet mobbet tidligere, og det gør jeg ikke her. Når vi har fri, spiller vi Playstation, ser en film eller laver forskellige andre ting.
Jeg får snakket med flere, end jeg gør derhjemme, for her kommer jeg ud af mit værelse.
Der er et godt sammenhold og nogle gode lærere. Jeg skal ofte have en opgave forklaret to gange, og lærerne vil altid gerne forklare opgaven for mig igen.
Dreng, 9. klasse

“Her er der ingen, der dømmer mig.”
Det er nice at gå her. Jeg kan være mig selv, og der er ingen mobning. Man kan have det sjovt her, og man kan godt være mærkelig og stadig have venner.
Pige, 10. klasse

“Det er meget hyggeligt at gå her.”
Fællesskabet er godt, og man har nogen at snakke med. De voksne tager vores forslag seriøst, og vi har noget at skulle have sagt.
Man kan altid spørge de voksne om hjælp – både i timerne og i fritiden.
Hvis man gerne vil have et godt fællesskab og nogle kammeratskaber, der kan række langt ud i fremtiden, så skal man vælge Hedens Efterskole
Dreng, 10. klasse

“Der tages udgangspunkt i den unges ressourcer, og så tilpasses hverdagen dertil.”
Hedens Efterskole er det helt perfekte sted til vores datter med Aspergers, som falder lige midt imellem almen- og specialskole.
Vi er helt trygge ved at have vores datter på Hedens Efterskole. De er fagligt dygtige og er fantastiske til unge med diagnoser.
Mor til pige i 9. klasse